BØRN & FAMILIER



"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres",
står der i Markus Evangeliet 10,14. Og hvad betyder så det?

Det siger sognepræst Pia Nordin Christensen noget om hér, da et nybagt forældrepar søger råd om dåb af deres søn:

"I skal fylde ham med tro, håb og kærlighed. Giv ham et solidt fundament at stå på. Dan og dueliggør ham, så han kan orientere sig i en verden, hvor vi deler drømmen om at leve et godt og meningsfyldt liv. I skal sætte rammen for ham og lære ham at tage hensyn, så andre kan holde ud at være sammen med ham. Tryk ham på maven og lær ham at le af sig selv, når han kommer til at tage sig selv for højtidlig. Lær ham bønnens og sangens befriende kraft at kende.

Skal man finde mål og mening med sit liv, skal man have et fundament at stå på og en væg at spille op ad. Lader I ham døbe, forankrer I ham i en meget lang historie, der handler om Gud og menneske. Den handler om fællesskab og følgeskab, svaghed og svigt, barmhjertighed og mod, godt og ondt, glæder og sorger. Vi spejler os i den historie.

Fortæl ham derfor, at Gud bærer ham og bærer over med ham, når han ikke slår til. Tag ham i hånden, når livet indimellem er svært, så I hjælper hinanden med at bære det, der gør ondt. Vælger I at lade ham døbe, overlader I ham ikke til sig selv."

Smukke ord om kristendommens fællesskab som går igen i alle de aktiviteter og muligheder kirkerne tilbyder børn og unge.

 

 

Ophavsret: